Har du, som jeg, oplevet at få nye indsigter vedrørende nogle relationer? Følt at du blev flyttet lidt væk fra de relationer. At du begyndte at se dem på en ny måde. Og i det nye lys du ser dem i, indser at du er nødt til at træffe nogle valg. Du skal blandt andet træffe et valg om, hvilken rolle du i fremtiden vil have i den pågældende relation. Det kan være en relation med, et familiemedlem, en kollega, venner eller kæreste/ægtefælle.

Roller I relationer

Jeg har selv indenfor de sidste par måneder oplevet at få nye indsigter vedrørende nogle familie relationer. Jeg begyndte at få øje på min rolle i disse relationer. Og kunne mærke at den rolle, havde jeg ikke lyst til at have mere. Jeg har i de pågældende relationer altid haft en rolle som værende den som oftest tog initiativ til at vi skulle ses. Og begyndte at tænke over, hvorfor er det altid mig som skal tage initiativ?

Så trak mig lidt. Måske har jeg været for frembrusende i min iver efter at skabe nære familiebånd? Måske har de ikke som jeg, så stort behov for at vi ses. Men jeg kan konkludere at efter jeg trak mig, har vi ikke set hinanden længe. Og det har gjort lidt ondt at mærke, og erkende at deres behov for samvær ikke er lige så stort som mit. Men det er mig som har forandret mig, ikke dem. De lever deres liv som de plejer. Og kender ikke til mine nye indsigter.

Den nemme eller den svære vej

Så nu må jeg vælge hvad jeg gør. Blive ved med at at give plads, og må så leve med at vi ikke ses så tit? Det vil gøre lidt ondt. Eller fortælle dem om mine nye indsigter? Det vil blive svært for mig. For vi har aldrig delt sådanne tanker før. Men hvad har jeg at tabe? Jeg har jo alt at vinde. Får en stærkere relation med dem. Giver dem en forståelse af hvordan jeg opfatter vores roller i relationen. Og de får en mulighed for at fortælle om deres behov i vores relation. Vi vil alle få en bedre forståelse for hinanden.

Det er virkelig svært for mig at tage denne beslutning. Men nu vil jeg gribe telefonen, og lave en aftale om hvilken dag vi alle kan mødes.

Måske kan disse tanker være en inspiration til dig.

Kærlig hilsen og tak for din tid.

Charlotte