En klient sagde til mig forleden: “Jamen, jeg vil jo bare være en del af fællesskabet, en del flokken, og siger måske ja til for meget, og nej til for lidt. For jeg er jo bange for hvad de andre tænker og siger om mig”.

Det tror jeg vi alle genkender i større eller mindre grad. Vi vil alle være en del af flokken, en del af et fællesskab. At blive set og hørt, at det, at vi er der, betyder noget for os. Og i vores længsel efter det, går vi på kompromis med os selv. Glemmer os selv, og det som er vigtigt for os. Vi tilsidesætter egne behov og ønsker – til fordel for at andre skal syntes godt om os.

Hvad gør det ved os?

Og hvorfor vil vi så gerne føle os som en del af flokken? Tilbage i tiden, da vi levede i en anden tidsalder, for mange tusind år siden, boede vi mennesker i små samfund, små flokke. Vi var afhængig af at bo i disse samfund for at overleve. Både i forhold til mad, varme og nye gererationer. Men i særdeleshed også i forhold til beskyttelse mod fare udefra. Vores hjerner blev kodet til, at det var vigtigt at være en del af flokken for at overleve. Og den kode har vi stadig ubevidst indkodet, Så når vi i dag oplever, at vi er ved at blive “lukket ude” af flokken, gør vi meget for igen at blive “lukket ind”. Så for eksempel i et arbejdsfællesskab, et parforhold eller i en venskab, siger vi ja til for meget og nej til for lidt, eller omvendt, fordi vi så gerne vil forblive en del af det fællesskab. Det kan betyde at vi går på kompromis, glemmer eller tilsidesætter egne værdier og det vi står for. Og får dermed følelse af at vi ikke er gode nok. Eller vores grænser for hvad vi kan kapere, rykker sig til et usundt niveau.

Den konstante søgen efter anerkendelse

Som vores verden er nu her i år 2021, er vi ikke længere afhængig af flokken for at overleve. Vi har mad, varme og vi kan beskytte os selv. Så vi behøver ikke være på vagt overfor tegn på udelukkelse, og om de andre syntes vi bidrager nok til at flokken kan overleve. Vi ved det godt når vi helt konkret tænker over det. Men vi gør det alligevel. Fordi koden er der endnu. Vi søger konstant anerkendelse udefra og glemmer den indefra. Den indefra får vi når vi kender vores værdier. Hvad er vigtigt for os, hvad gør os glade, hvad bor i vores hjerter? Så vi kan stå stærkt i os selv og leve et liv frie, glade og energifyldte. Og bruge os selv fuldt ud, på det som giver mening i vores liv.

Det er et kæmpe styrke at sige ja og nej i overensstemmelse med vores værdier

Det jeg gerne vil frem til er, at som vores liv er nu, her i år 2021, kan vi godt være en del af et fællesskab uden at frygte for vores overlevelse. vi kan tillade os bare at være os som individ og det menneske vi er, og stadig “få lov” til at være en del af forskellige fællesskaber. En befriende tanke – vi kan faktisk god sige nej til noget og ja til noget andet, “bare” fordi, det er i overensstemmelse med den måde vi ønsker at leve vores liv. Uden at vi behøver at frygte for hvad de andre mener om os, og vores liv er ikke i fare. Der er ikke længere nogen grund til at være på vagt overfor signaler på udelukkelse.

Min poiente er; vi behøver ikke søge den anerkendelse hos andre mere, den er vi ikke afhængige af mere. Vi skal i stedet prøve at lytte til vores hjerte, finde ind til vores indre styrke. Som kommer frem når vi, blandt andet, øver os i ikke at lade det som vi tror andre forventer af os, definere hvad og hvem vi er. Men i stedet lader det som er vigtigt for os, definere hvem og hvad vi er.

Jeg kan kun opfordre til at sig ja og nej med hjertet. Find dine værdier, søg din anerkendelse i det du står for. Og det kan du, når du ved hvad som er vigtigt for dig. Så siger du ja og nej til det som er rigtigt for dig. Jeg har lidt mere om det her

De kærligste hilsner

Charlotte