Jeg har lige deltaget i et forløb som skulle give en bevidsthed om vores frygt.
Og jeg fik stillet følgende spørgsmål:
Hvad er du bange for, hvad er det som ikke må ske?
Jeg blev totalt overvældet af det spørgsmål, og mit hjerte begyndte at slå med 1000 i timen. Jeg gik lige i tænkeboks, længe, flere dage.
Begyndte at reflektere over; hvad har været mit adfærdsmønster, når jeg er blever konfronteret med noget i mit liv som ikke var rart, eller noget jeg skulle forholde mig til eller tage stilling til? Hvad har jeg gjort for at få det ubehagelige til at forsvinde? Hvad har min flugt været?
Min flugt var; planer- planer -planer -handle -handle -handle -videre- videre videre. Det blev lysende klart for mig, at det jeg var bange for, det som ikke måtte ske for mig var: At jeg ikke ville være i stand til at handle mig ud af en følelsemæssig ubehagelig situation. Og komme videre, væk fra det ubehagelige. Min frygt var at “komme til at føle” hvad jeg i virkeligheden havde brug for, og at skulle forholde mig til de følelser.
For når jeg ikke kan handle, er jeg tvunget til at føle. Og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre med alt det som så dukker op. Det har jeg aldrig lært at forholde mig til. Jeg har ikke lært at mærke efter, og passe på mig selv. Men jeg har til gengæld lært at, når jeg som barn faldt og slog mit knæ og blev ked af det, så blev der bare sat plaster på, og så går det over, ingen grund til at græde over det, videre videre videre.
“Glasur på lorten”
Så i mit voksenliv, når “jeg falder og slår mig”, når noget dukker op jeg skal forholde mig til, kommer jeg bare “glasur ovenpå lorten”. Dækker alt det ubehagelige med en ny plan for at komme videre. Handle handle handle, så forsvinder alt det ubehagelige jo nok. Tager mig slet ikke tid til at mærke efter, hvad er der i hjertet. Og hvad har jeg brug for, hvad er rigtigt for mig.
Så nu hvor jeg stopper op og mærker efter, føler jeg at mit liv bare er ræset afsted, uden overhovedet at have hele mig med. Det hele er foregået i hovedet, hjertet har slet ikke fået lov til at tale. Jeg føler livet bare er kørt forbi mig som et tog efter en køreplan.
Hjertetid
Det jeg nu kan øve mig i er, når frygten melder sig, trangen til at flygte og jeg får alle tankerne om, hvilken planer jeg kan lave for, hvordan jeg kan handle mig ud af en situation hurtigt, skal jeg stoppe og mærke efter. Og give plads til tomheden ved ikke at handle. Og give mig selv lov til at være i den, og turde tæmme trangen til at handle. Det vil være min måde at tage frygten i hånden og bruge den som et tegn på at nu skal jeg mærke hvad mit hjertet har at fortælle mig. Handletrang = hjertetid.
Det var blandt andet, hvad det spørgsmål bragte med sig af tanker hos mig.
Hvad får det frem af tanker hos dig? Hvad er det som ikke må ske, hvad giver dig en trang til bare at komme videre hurtig, så du bliver fri for at mærke alt det du ikke ved hvad du skal gøre ved? Hvordan flygter du? Og hvad vil der ske hvis du ikke længere har den flugtmulighed? Hvad vil det gøre ved dig? Hvad frygter du? Det er dit svar på spørgsmålet, og når den frygt melder sig, er det et tegn på at noget er vigtigt for dig. Frygten hjælper dig med at indikere, at nu er det tid til hjertetid.
Håber dette har givet dig stof til eftertanke.
Kærlig hilsen
Charlotte